SEO værktøjer – 3 anbefalinger

By Peter Kragh Lauritsen | 1. november 2016 | SEO


Gæsteindlæg skrevet af Peter Kragh Lauritsen – partner i firmaet Texta Aps. 

Står du selv for at søgemaskineoptimere din hjemmeside, eller vil du gerne vurdere, om dit bureau rent faktisk opnår fremskridt, der står på mål ift. det, du betaler? Så er du bestemt ikke alene. SEO er håndværk og en langsigtet strategi, men ikke desto mindre er det en rigtig god idé at følge og overvåge dine placeringer på nøglesøgeord, så du kan se, hvad der virker – eller ikke virker. I dette blogindlæg har vi samlet tre SEO værktøjer, som kan hjælpe dig med at kigge dit bureau over skulderen eller måle og evaluere på din egen indsats.

Vil du læse mere om implementering af SEO i tekster, kan du besøge vores website her.

TinyRanker – overvåg dine SERPs

Det første SEO værktøj er rent faktisk udviklet af danske TinyRocketLabs. TinyRanker er et monitoreringsværktøj, der gør det nemt og bekvemt at holde øje med ændringer i din hjemmesides placeringer i søgeresultaterne på udvalgte søgeord. Værktøjet er meget brugervenligt, og det kræver ikke nogen omfattende viden inden for søgemaskineoptimering for at komme i gang. Interfacet er ganske intuitivt med en oversigt over udviklingen i din sides synlighed, tilføjede keywords samt dine tætteste konkurrenter. TinyRanker kan desuden parres med Google Analytics, så du i ét og samme værktøj har indsigt i trafikkanaler (altså hvor dine kunder kommer fra) og fremskridt.

En af de største fordele ved TinyRanker er prisen. Den mindste pakke kan erhverves for blot $ 19 om måneden, mens den største løber op i $ 119 – det er endvidere muligt at spare 20 %, hvis man tegner et årsabonnement. Den fordelagtige pris gør TinyRanker til et fremragende værktøj for særligt små og nystartede virksomheder, der gerne vil prøve kræfter med SEO.

Ahrefs – bureauernes foretrukne valg

Lad os slå det fast med det samme; Ahrefs er SEO værktøjernes schweizerkniv. Dette alsidige og yderst funktionelle værktøj har det hele – og mere til. Du får naturligvis mulighed for at monitorere bevægelser i SERPs, men ovenikøbet har du også mulighed for at tjekke backlinks, sammenligne domæner og analysere ankertekster. Ahrefs har desuden ry for at være det mest effektive tool til at opsnuse danske backlinks, hvilket er værd at have in mente, hvis du forsøger at få indsigt i en konkurrents linkprofil.

Ahrefs er, grundet de mange funktioner, en kende mere kompliceret end TinyRanker, hvilket da også skyldes, at værktøjet i høj grad er tiltænkt SEO bureauer. Prisen er derfor også en smule højere. Den mindste pakke koster $ 99 dollars om måneden, og hvis du har ambitioner om at købe den største løsning, må du ofre næsten $ 1.000 hver eneste måned. Der er igen mulighed for at spare 20 %, såfremt du tegner et årsabonnement.

Ahrefs er det oplagte valg for dig, der er seriøs og ambitiøs omkring søgemaskineoptimering, men vær sikker på, at værktøjet giver dig større værdi, end du betaler for det. Er dette ikke tilfældet, er du sandsynligvis bedre tjent med andre, billigere alternativer.

SEMrush – et alsidigt alternativ

SEMrush har et bredt udvalg af redskaber og funktioner, som gør det til et attraktivt alternativ til det forholdsvis dyre Ahrefs. Med SEMrush får du indsigt i såvel dine konkurrenters organiske og betalte søgeord, men også på linkbuilding-fronten er værktøjet ganske habilt. Selvom SEMrush ikke er helt så effektivt ift. at tracke danske links, får du stadig stor værdi for pengene, da værktøjet både har et indbygget keywordtool samt diverse analyse- og researchredskaber.

SEMrush er en del billigere end Ahrefs, om end dyrere end TinyRanker. Den mindste pakkeløsning kan fås til $ 69 dollars; den største for $ 549.